HYLDEST TIL FILMENS FØRSTE TROLDMAND

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Hugo (2011)

Martin Scorsese er – udover at være en fremragende filminstruktør – en utrættelig kraft, når det kommer til at bevare film for eftertiden. I 1990 dannede han The Film Foundation, en non-profit organisation, der kæmper for at bevare amerikanske film, da mere end halvdelen af alle film fra før 1950 er gået tabt. I 2007 blev den fulgt op af World Cinema Project, der gør det samme, men har fokus på verdensfilm.

Derfor er det helt oplagt, at han er manden bag Hugo. En kærligt fabulerende film om en forældreløs lille dreng, der bor på loftet af togstationen Gare Montparnasse. Her bor han og vinder ure op for sin fordrukne onkel, efter at hans fingersnilde far omkom ved en ulykke.

Den lille dreng er ensom, men kender stationen som sin egen bukselomme. Og i begyndelsen af filmen stifter han – ikke ubetinget positivt – bekendtskab med en mand, der har en legetøjsforretning på stationen.

Møde med stumfilmenes troldmand

Den gamle butiksmand viser sig at være Georges Méliès, en af den allertidligste films helt store pionerer og nærmest en troldmand, men før det går op for drengen Hugo, kommer han sammen med pigen Isabelle på et eventyr.

Isabelle er Méliès plejebarn, men heller ikke hun kender til hans filmpioner-fortid.

Deres eventyr går – udover opdagelser i bøgernes verden og biografen – ud på at reparere og aktivere en mekanisk dukke i barnestørrelse, som Hugo arbejdede på sammen med sin far, inden faren døde.

Og nu er der dukket endnu et mysterium op. For dukken viser sig at være en af Méliès opfindelser.

Tragisk historie

Kender man ikke Méliès, er denne film ikke blot en hyldest, men et stykke filmhistorie om den franske instruktør, der i 1896 begyndte sin filmkarriere. Med en fortid som tryllekunstner havde han et særligt øje for at lave effekter – blandt andet at filme scener under vandet med et akvarium mellem kamera og scene, så fiskene svømmer rundt om en havfrue.

Men det endte tragisk for den driftige filmmand, der lavede over 500 film! Militæret tvang ham til at smelte sine filmruller om, så de kunne bruges til skohæle under 1. Verdenskrig. Mange af hans film gik til.

Heldigvis er mange af dem siden fundet og bevaret for eftertiden via private samlere. Det ser man også i filmen, der dog på flere punkter fabler frit i forhold til hans liv. Den er på mange måder et eventyr – og vanvittigt smukt filmet, selv om de mange computereffekter ikke falder i alles smag.

Den er lavet i 3D og er efter sigende én af de film, hvor det giver god mening. Desværre fik jeg aldrig selv set den i biografen, men ligesom Méliès var banebrydende med sine stumfilm, så prøvede Scorsese også at være det med denne film. Kameraarbejdet og de lange takes er flotte og medrivende.

En anden side af Scorsese

Isabelle spilles af Chloë Grace Moretz fra Kickass, Méliès bliver bragt til live af Ben Kingsley, og Hugo spilles af Asa Butterfield, et sjældent talent, der kan kendes på sine turkisblå øjne. Han slog igennem i den ubærlige Drengen med den stribede pyjamas om et venskab mellem en lille dreng i kz-lejr og en dreng fra en tysk familie. Han spillede også hovedrollen i Ender’s Game overfor Harrison Ford, der desværre aldrig fik en fortsættelse, selv om det var en af de bedre i Young Adult Fantasy/Sci-fi-kategorien. Han forsvandt lidt fra filmverdenen en overgang, men heldigvis har Butterfield på det seneste været meget aktiv som skuespiller igen.

Mit indtryk er, at det er en film, der bliver set lidt ned på, og det er jo også noget helt andet, end hvad man ellers kender Scorsese for: Taxi Driver, GoodFellas, Cape Fear og Casino. Komikeren Sascha Baron Cohen har for eksempel rollen som den nærmest sadistiske stationsinspektør, en virkelig akavet og excentrisk type. Personligt finder jeg det passende i det overdrevne æstetiske univers, at han giver lidt diskret modspil til det.

Men Scorsese voksede op som astmatisk, ensomt barn i New York, og siden han ikke kunne løbe og lege med de andre børn, tog hans forældre og bror ham med i biografen i stedet – på mange måder føler han sig sikkert lidt beslægtet med Hugo i filmen og bogen, som den er baseret på.

Som filmnørd kan jeg også spejle mig selv lidt i Hugo, og det tror jeg, mange filmelskere kan – og det er en af grundene til, at det er så elskelig en film.