GRUMT OG GRIMT GRÆS

ADVARSEL!

Både med hensyn til spoilers, men også bare en generel advarsel imod denne håbløse film. 

Lige så gode Stephen Kings bøger – næsten uden undtagelse – er, lige så voldsomt elendige kan filmatiseringerne af hans historier være. Men nogle gange går det godt, og så er det fantastisk. Så derfor er det altid ret spændende, når der kommer en ny filmatisering.

Men jeg vil tale rent ud af posen – lad være med at spilde din tid på at se In the Tall Grass. Den er lavet direkte til Netflix, og vi er sikkert mange, der mindes Bird Box-miseren. 

Begge film har lidt samme problem – de giver ingen mening og hænger ikke sammen. Men Bird Box havde dog lidt bedre skuespillere med – ikke at de som sådan benyttede sig af deres evner… 

Mystiske råb

Historien In the Tall Grass er oprindeligt en novelle skrevet af King og hans søn Joe Hill til Esquire magazine i 2012 (første del kan læses her). Novellen skulle være noget mindre mystisk end filmen, for i filmen er der noget med tids-hurlumhej, som gør alting ekstra komplicerede.

Kort fortalt handler filmen om søskendeparret Becky og Cal, der er på en lang køretur. Becky er gravid og kaster op, fordi Cal spiser en burger på en smaskende måde (ja, det er klamt). Så de holder ind til siden, ved siden af en stor, grøn mark, der ligger over for en mystisk, hærget kirke, hvor der af uvisse årsager holder en masse biler parkeret. (Allerede her burde alle alarmklokker dingle…)

Inde fra det høje græs lyder så et klagende råb fra en dreng. Han råber på hjælp, men en kvinde og en mand råber kontraordrer og siger, at de ikke skal komme ind til dem.

Ikke videre betryggende. Alt er meget mystisk, men Cal parkerer bilen ved kirken, og ind løber han i det høje græs for at lege helt – og hurtigt skjuler græsset ham for Beckys bekymrede blik. Hun følger nølende efter, og de snakker sammen, men kan ikke se hinanden. Og så kan de ikke længere finde hinanden!

Græsset er sært og mærkeligt, og selv om de kan høre hinanden, så er det ligesom om, de hele tiden bevæger sig i øst og vest rundt om hinanden. Natten falder på, og desperationen stiger.

Græsset er okay – som det eneste

Faktisk fungerer det meget godt med det dér græs. Det skal filmen have. Det er ikke fordi, præmissen ikke fungerer, for det er nemt at forestille sig, hvordan man kan blive væk fra hinanden i sådan en endeløs græsmark, også selv om der ikke er mystiske kræfter på spil.

Men alt det andet fungerer bare ikke. Ovenikøbet opfører personerne sig uhørt ubegavet.

Drengen hedder Tobin, og han er endt i græsset er endt derinde sammen med sin mor og far, men er selvfølgelig blevet væk fra dem. Det er forældrene, der prøver at advare Cal og Becky om at gå ind i marken, men de er virkelig dårlige til det. 

I løbet af filmen løber alle i marken hver især på hinanden. Filmen føles endeløs, den varer måske også over flere dage, uger og måneder, men selv om de sveder groteske mængder sved, er der ikke nogen, der klager over tørst eller sult.

Instruktøren er Vincenzo Natali, som blandt andet står bag den super-klaustrofobiske og blodige Cube og den anstændige monster-horror Splice. Men det er gået galt for ham med den her…

Latterlig sten

Pladask inde i den store græsmark er der en kæmpestor og mystisk sten, som Tobins far, Ross, frygteligt gerne vil have dem allesammen til at røre ved. Til deres forsvar skal det siges, at de ikke har lyst til det, for Ross er temmelig stålsat på netop det og ret manisk i sit væsen.

Midt i det hele kommer endnu en person ind i historien. Travis er filmens egentlige helt, selv om han er lidt en knold. Han er Beckys ekskæreste og faren til hendes barn. Becky var på vej sydpå for at bortadoptere barnet, men da måneder går, og ingen har hørt fra søskendeparret, rejser Travis i deres fodspor. Fordi han alligevel godt vil være far… og gæt hvor han ender.

Filmen har noget virkelig klamt, der bliver spist hen mod slutningen – det skulle være taget direkte ud af novellen, men selv om King er gysergenrens mester, så er han sjældent klam uden årsag. Men i filmen er det bare ulækkert og meningsløst.

Suk. Filmens største problem er helt sikkert dens lemfældige tilgang til tid – hvornår sker hvad, hvem har gjort hvad hvornår, og siden tiden går i ring, hvem var så de første, der gik ind på marken? Og hvad præcis er den store sten? Men derudover så er filmen bare heller ikke særligt flot – skuespillerne er pænt irriterende, der er ikke noget, der giver mening, intet er uhyggeligt, og så er slutningen skør.