SJOV, FLOT OG RØRENDE: SJÆLDEN CHANCE FOR AT SE HOSODAS NYE ANIME

Mamoru Hosoda – han burde sige anime-fans noget, for han er én af de allerbedste instruktører i Japan lige nu. Hans nyeste film kan ses på CPH PIX, hvis man skynder sig…

Der er selvfølgelig ingen over Hayao Miyazaki, og hans makker Isao Takahata, der desværre døde tidligere i år, er også en af de allerbedste. Men de to er den ”gamle” generation – i den nye generation er der folk som Makoto Shinkai, der stod bag kæmpesuccesen Your Name., Satoshi Kon, der har lavet fremragende film som Paprika og Tokyo Godfathers – og så min personlige favorit Mamoru Hosoda.

Han har lavet Wolf Children, Udyret og hans lærling, Summer Wars og The Girl Who Leapt Through Time.

Det er alle sammen rigtig gode film, men kun Udyret og hans lærling fik dansk biografpremiere – og hvor er det dog en skam.

Lige nu er Hosoda aktuel med Mirai, og den bliver vist under CPH PIX – men ellers får den desværre ikke biografdistribution, (det må godt ændre sig!). Så hvis du vil se den på det store lærred, så skal du til København den 6. oktober, hvor den bliver vist i Cinemateket kl. 17.00 på originalsproget med engelske undertekster. (Den vises også søndag den 7. oktober kl. 12 – stadig på japansk, men med dansk live-tolkning.)

Jeg fangede den til den første visning, og Mirai lægger sig i flot forlængelse af Hosodas film, der ofte handler om familie, men altid med et overnaturligt eller surrealistisk twist.

Realistisk raseri

Mirai handler om den fireårige dreng Kun, der bliver storebror til Mirai. Og selv om han bliver helt forelsket i den yndige lille pige, da forældrene kommer hjem med hende – så viser det sig også hurtigt, at hun stjæler forældrenes opmærksomhed. Og hengivenhed, synes han.

Den lille fyr reagerer med raseri, han slår spædbarnet med sine elskede togmodeller, og moren mister fuldstændigt besindelsen og skælder ham ud i hysterisk raseri. Måske ikke så underligt, for selv om man ikke må den slags, så er det meget menneskeligt, når man er presset på søvn og overskud – vi er trods alt kun mennesker. Morens ellers kønne ansigt ændrer sig til et hekse-ansigt, og Kun bryder selvfølgelig sammen og styrter ud i gårdhaven.

Og gårdhaven, den er magisk. Han møder en mærkelig mand, der fortæller, at han også er jaloux på Kun, fordi inden Kun kom til, var han forældrenes kæledægge. Så Kun regner hurtigt ud, at manden er familiens hund!

Betagende animation

Ofte, når Kun har et raserianfald eller er rigtig ulykkelig og står i gårdhaven, så møder han nogen fra sin familie – hunde betragtes åbenbart som slægt i Japan.

Han møder sin lillesøster i teenage-form, og han møder sin oldefar i fortiden. Nogle gange lærer Kun af de samtaler, han har med de voksne, og andre gange er han bare en lille dreng, som da teenageren Mirai spørger ham, om han ikke synes, hun er lidt sød alligevel – ”Nej!” svarer han, selv om de lige har haft en dejlig eftermiddag. Og han behandler stadig den lillebitte baby-søster temmelig hårdhændet.

Der er masser af humor, og forældrenes relation og udfordringer i forhold til at være forældre er ærlig og upoleret. Det er dejligt forfriskende. Relationen mellem Kun og Mirai er også kærligt portrætteret, selv om der er masser af konflikter – men sådan ér det jo.

Den animerede stil er smuk, men selv om der er en visning med dansk tolkning, så er den bestemt ikke for alle børn, og slet ikke de små – den har en meget uhyggelig scene, hvor lille Kun farer vild på en togstation og er tæt på at blive tvunget ombord på et djævelsk lyntog, der er oprigtigt skræmmende animeret.

Samme togstation er dog utroligt lavet – fra det spejlblanke og smukt dekorerede marmorgulv, til de mange afgangsskilte, der brager løs med information. Simpelthen imponerende flot, og én af grundene til, at filmen bør ses på det store lærred.