Til efteråret har Pixars nyeste film Coco amerikansk premiere. Den handler om drengen Miguel, der hylder sin afdøde helt, guitaristen Ernesto De La Cruz, i et lille, hjemmelavet alter.

På Día de los Muertos, De Dødes Dag, hvor man hylder ens afdøde familie og venner, går han ind i guitaristens mausoleum, og på en eller anden måde ender han i de dødes rige, et farvestrålende sted med ranglede højhuse og mennesker med dødningehoveder, inspireret af ”sugar skulls”, som er sukkerslik med masser af sprudlende detaljer.

Den ligeledes computeranimerede The Book of Life udkom i 2014, og handler om tyrefægteren Manolo, der bejler til den smukke Marías gunst, men er oppe imod charmøren Joaquín.

Den romantiske hårknude får opmærksomhed fra nogle overnaturlige personer fra dødsrigerne, der væder om, hvem der vinder Marías hånd – men de har begge urent mel i posen, og Manolo bliver snydt og ender i dødsriget, hvor han opdager de tarvelige omstændigheder, han er endt der på.

For at vinde sit liv tilbage tager han sammen med sine afdøde forfædre på en spændende færd gennem dødsriget, der er et farvestrålende sted med ranglede højhuse og mennesker med dødningehoveder.

Ja okay. Der er nogle lighedspunkter. Men det er svært at komme udenom, at De Dødes Dag bare har et helt specielt og muntert udtryk, og det ville nok være umuligt at lave en film om den højtid, uden at der var nogle æstetiske sammenfald.

Hvem fik ideen først?

I 2013 prøvede The Walt Disney Company at få varemærke på ”Día de los Muertos”, fordi de var ved at udvikle en film om højtiden. Men selskabet mødte så meget modstand fra kritikere, der sagde, at Disney prøvede at profitere på en hellig mexicansk tradition, at de droppede det.

Da der så i 2015 kom nyheder om, at Coco, som filmen skulle hedde, stadig var undervejs, var en af de første til at hylde den The Book of Life-instruktøren Jorge R. Gutierrez.

”Seriøst, jeg har en masse venner, som arbejder på Coco, og jeg ønsker dem alle succes,” tweetede han.

Men kritikken går begge veje, for han har også modtaget hadfulde kommentarer om, at han bør sagsøges og deporteres tilbage til Mexico for sit tyveri af ideen bag Pixars film. Men han svarer igen på Twitter og fortæller, at han allerede i 2000 begyndte at pitche sin ide til The Book of Life rundt omkring, og at den – meget tydeligt – er inspireret af hans kortfilm Carmelo fra det år.

Gutierrez spørger ironisk, om instruktøren Shannon Tindle mon også får hadebreve, fordi han har lavet en film om en guitarspillende dreng. For Shannons film Kubo – den modige samurai fra sidste år har også nogle sammenfald med Coco. Hvis man er nøjeregnende med den slags…

Mere etnisk diversitet

Der er heldigvis også mange latinamerikanere ude og hylde, at der kommer så mange film, der handler om deres store højtid De Dødes Dag, og om der generelt ikke bare kan komme flere film, der handler om Latinamerika og med latinamerikanske skuespillere, instruktører og så videre.

Udover den mexicanske instruktør på The Book of Life, så har den også en del latinamerikanske skuespillere, producere og tegnere tilknyttet. Coco havde til at starte med ikke nogen latinamerikanere tilknyttet. Men det har de siden prøvet at kompensere for ved at få et rent latinamerikansk cast til at lægge stemmer til karaktererne.

En af Cocos umiddelbart største kritikere, den politiske satiretegner Lalo Alcaraz, blevet tilknyttet som konsulent på filmen i 2015. Alcaraz lavede en filmplakat, med en monsterstor, skeletagtig Mickey Mouse, som han kaldte ”Muerto Mouse”. Øverst på plakaten stod der: ”It’s coming to trademark your cultura” – ”Den kommer for at tage patent på din kultur.”

Men han har blankt afvist kritikken om, at han er blevet købt af Disney. Han vil derimod bare gerne sikre sig, at Coco afspejler den sande mening bag De Dødes Dag, nu hvor han fik mulighed for indflydelse.

Tilfældige sammenfald

Nogle gange kommer der altså bare film ud i samme periode, der minder om hinanden.

Indenfor animation har der været insektfilmene Antz fra Dreamworks mod Pixars Græsrødderne, der begge udkom i 1998. I 2005 kom Dreamworks Madagascar, og året efter udsendte Disney Helt vildt, og begge handler om dyr fra New Yorks zoologiske have, der ender i det fri. Grusomme mig og Megamind fra 2010 handler begge om onde superskurke med en hård opvækst, som ender med at redde verden mod en endnu ondere skurk.

Og det foregår også indenfor live action-film, som når katastrofefilmen Dante’s Peak udkom samme år som Volcano i 1997, og i 1998 var det Armageddon kontra Deep Impact, og der kom to troldmandsfilm i 2006, da både The Prestige og Illusionisten udkom.

Det sker altså rigtig ofte, og måske endnu mere påfaldende end i tilfældet The Book of Life vs. Coco, at to stridende filmselskaber udgiver film med mange ligheder.

Men måske furoren er opstået, fordi det føles lidt som at den store onde koncern, aka Pixar, udnytter den lille uafhængige Reel FX.

Men altså – i sidste ende handler det om den enkelte films kvaliteter.

Coco har amerikansk premiere den 22. november, men herhjemme kommer den først planlagt til den 8. februar.