UDSKÆLDT ROBIN HOOD ER VIDUNDERLIG PLAT

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Robin Hood: Men in Tights

Mel Brooks er en herlig instruktør, hvis bedste film – i mine øjne – er Young Frankenstein og Blazing Saddles. Begge med den vidunderlige Gene Wilder i hovedrollen.

Bortset fra fyrene fra Monty Python og deres gakkede serie og film, så bliver det næsten ikke sjovere end det her.

Men Brooks har lavet mange film, og en af dem, jeg altid har holdt meget af, er Robin Hood: Men in Tights – på dansk Robin Hood – helte i underhylere, og det er altså en lidt mærkelig oversættelse, for det er jo slet ikke det samme som strømpebukser…

Filmen fik katastrofale anmeldelser i sin tid, og blev tilmed udnævnt til en af de dårligste i 1993.

Det forstår jeg ikke. Den er måske ikke særligt elegant, men den er veloplagt og platsjov på den helt rigtige måde.

En Robin Hood med engelsk accent

Den meget populære Robin Hood: Prince of Thieves med Kevin Costner udkom i 1991, og manuskriptforfatterne til Men in Tights greb da også filmen an som en parodi på netop den film (Brooks lavede dog meget om på manus). Men det var ikke første gang, instruktøren havde gang i Robin Hood. Allerede knap 20 år før lavede han en tv-serie i 1973, nemlig When Things Were Rotten. Den blev vist på DR i sin tid, men den kom kun i 13 afsnit, inden den blev taget ned på grund af dårlige ratings.

Cary Elwes, der spiller Robin Hood, disser i øvrigt Costner. Da Prins John spørger ham, hvorfor folk skal lytte til ham, kigger han direkte i kameraet og siger: ”Because, unlike some other Robin Hoods, I can speak with an English accent.” En slet skjult hån af Costners absolut horrible accent.

Jeg vil lægge hovedet på blokken og gætte på, at Elwes er hyret på baggrund af sin rolle i The Princess Bride. Han giver Robin of Loxley den helt rigtige gammeldags filmelegance og seriøsitet a la Errol Flynn, selv om han ikke er bleg for at give den gas med det triste gummiansigt, da familien Loxleys blinde tjener Blinkin fortæller ham, at hele hans familie er omkommet, selv katten, der blev kvalt, da den spiste guldfisken.

Fægtescenerne i filmen skal også roses for at være enormt troværdige, og også her kommer Elwes rolle i The Princess Bride ham til gode, fordi han allerede havde lært at fægte da. Han har selv sagt, at det var meget værre med bueskydningen, men alligevel formår han at lave en bullseye, da han underviser sin bande af fredløse i kunsten at skyde med bue og pil. Sindssygt imponerende!

Traditionel og anarkistisk

Historien er den klassiske – Robin Hood er blevet taget til fange i forbindelse med et korstog, men han slipper fri og kommer hjem til England. Her oplever han stor armod og uro, fordi Prins John er grådig og uretfærdig og presser befolkningen, mens hans regerer for sin bror, Kong Richard Løvehjerte, der er væk på korstog.

Robin af Loxley bliver dømt fredløs, og finder sig til rette i Sherwood-skoven sammen med en flok muntre mænd, blandt andet Lille John og Will Scarlet. Og så bliver han forelsket i den skønne Lady Marian.

Med andre ord, det er meget traditionelt og alligevel slet ikke.

Da Hood beder folk om at ”lend me your ear”, så hiver folk et øre af og kaster på ham.

Lady Marian er bebyrdet med et kyskhedsbælte, en enorm jerntrusse, som skal låses op, før hun kan lave hanky panky. Bæltet er enormt upraktisk, det ruster, når hun er i bad, men den jomfruelige tilværelse giver hende til gengæld anledning til at synge sange om sex kærlighed.

Brooks har selv skrevet teksterne til de forskellige sange, og det har han altså flair for. Sangen om de mandlige mænd i stramme strømpebukser ryger direkte på hjernen.

Da han møder Lille John – der i øvrigt fortæller, at man ikke skal lade sig narre af hans navn, han er meget større i virkeligheden – dyster de på en bro. Men broen går over et lillebitte piblende vandløb, men kan skræve over uden at få våde sko. Alligevel kæmper Lille John og Robin Hood med stave, der hele tiden knækker, og Robin Hood vinder og får skubbet Lille John i ”floden”, der går i panik, fordi han ikke kan svømme!

Ja, så filmen er vidunderligt plat.

Debutrolle til ung stjernekomiker

Ved ankomsten til England støder Robin Hood hurtigt på den unge Ahchoo, som er hans cellekammerat Asneezes (Isaac Hayes i en lille birolle) søn. Ahchoo er ved at blive overfaldet, men Robin Hood får reddet ham, blandt andet ved hjælp af noget håbløst karate og så hans mageløse evner med buen.

Ahchoo spilles af den blot 19-årig komiker Dave Chapelle, der siden er blevet kaldt et komisk geni og den sjoveste mand i verden. Godt spottet af Brooks og co. Og han bibringer også et frisk uhøjtideligt 90’er-feel til filmen, blandt andet med sine sneakers, som han lige skal pumpe op under en slåskamp (dengang pumpede man luft i sine high-tops. Det var tider.)

Chapelle får også æren af at referere Blazing Saddles i slutningen af filmen, da Robin Hood udnævner ham til den nye Sherif i Rottingham og folk chokeret udbryder ”A Black sheriff?!” I øvrigt en oplysning, der chokerer den blinde Blinkin.

”Hvorfor ikke? Det virkede i Blazing Saddles,” svarer han.

Gode sange og genial Godfather-kopi

Der er masser af små detaljer som braille-porno og “leg-et-øg” om hesten, Robin Hood rider rundt på. Og som vi kender det fra alle Mel Brooks’ film, så bliver der tilføjet alverdens popkulturelle og aktuelle referencer som hiphopsange, solbriller og en automatisk bipper til borgens gitter.

Han optræder selvfølgelig også selv i filmen, som den jødiske omrejsende omskærer, der til at begynde med tror, at Robin Hood og hans mænd er “feygeles” = homoseksuelle, fordi de er så glade for deres grønne strømpebukser. Det er takket være Brooks film, at jeg har kendskab til mange ord på yiddish, fordi han ikke er bleg for at bringe sin religion i spil.

Skuespillerne lader til at have det virkelig sjovt med den fjollede film. Richard Lewis spiller Prins John med et modermærke, der flytter sig rundt hele tiden. Hans håndlanger er Roger Rees som sheriffen af Rottingham, der har det med at bytte rundt på ordene, og som gør sit bedste for at behage den krukkede prins. Tracey Ullman er vidunderlig som den frastødende heks Latrine,  skønne Megan Cavanagh er Broomhilde med tysk accent og rim, og Dom DeLuise har en herlig birolle som Don Giovanna, der er en tro kopi af Marlon Brandos Don Corleone fra Godfather-filmene.

Sean Connery havde sagt ja til at spille Kong Richard, ligesom han gjorde i den dér film med Kevin Costner – men han insisterede på, at det skulle foregå i drag. Det var der ikke noget problem med – men der var et problem med, at han ville have 1 million dollars for rollen. Så i stedet fik vi Patrick Stewart som konge, der tager sig tid til et gedigent kys med Lady Marian.