THE PRINCESS BRIDE – STADIG EN PERLE

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: The Princess Bride

The Princess Bride – eller Prinsessen og de skøre riddere, som den hedder på dansk – er sådan en film, jeg ville have elsket som barn. Jeg var dog ganske voksen, da jeg så den første gang, og lidt skeptisk, for det lignede sådan en film, hvis popularitet mestendels blev holdt oppe af barndommens rosenrøde og nostalgiske erindring. Jeg tog dog helt fejl! Instruktøren Rob Reiner har lavet en lille eventyrlig og dejligt selvironisk velskrevet perle, der skiller sig ret meget ud fra, hvad jeg ellers tidligere har set fra hans hånd – fx Stephen King-gyseren Misery (1990), ungdomsdramaet Stand by Me (1986) og den romantiske komedie Da Harry mødte Sally (1989).

Den unge, smukke Buttercup (Robin Wright) er blevet udvalgt som brud til landets prins Humperdinck (Chris Sarandon) af Florin. Det burde være en ære, men Buttercups hjerte blev knust, da hendes elskede Westley døde for fem år siden, og hun vil aldrig elske andre. Under en ridetur bliver hun kidnappet på groveste vis af tre banditter, ledet af den lumske Vizzini (Wallace Shawn). De har planer om at starte en krig mellem de to lande med at dræbe Buttercup og give Guilder skylden. Heldigvis er hans kumpaner, kæmpen Fezzik og fægtemesteren Inigo Montoya, ikke så barske som først antaget. Flokken forfølges selvfølgelig af prins Humperdinck og hans mænd, men også af den mystiske, berygtede pirat Roberts – den selvsamme, der slog Westley ihjel! Hvordan skal det dog ikke ende?

Historien om Buttercup og de andre er indrammet af en nutidig historie om en bedstefar i skikkelse af Columbo Peter Falk, der læser et eventyr for sit syge barnebarn. Den virker umiddelbart overflødig, men den betyder samtidig, at eventyrhistorien har lov til at være lidt mere fjollet og overdrevet på b-film-måden – for det er jo bare et eventyr for børn. Og det er ret befriende!

SLUDRENDE FÆGTERE

En af filmens bedste scener er helt sikkert fægtekampen mellem Roberts og Montoya. Den er hele 3 minutter og 10 sekunder lang og tog næsten en uge at få i kassen. Skuespillerne bruger ikke stand-ins (bortset fra et enkelt spring); i stedet trænede Cary Elwes og Mandy Patinkin i månedsvis med professionelle fægtere, og det hårde arbejde bar i den grad frugt. Scenen emmer af overskud og fine detaljer (og lidt ’BOIING’-lydeffekter), da de to mænd fægter imponerende, mens de bevæger sig elegant rundt og ikke mindst småsludrer og roser hinandens evner imens.

Værd at bemærke er også R.O.U.S (Rodents Of Unusual Size), som vores helte møder i Ildsumpen. Det er en form for ubehagelige kæmperotter, og det munder ud i en brydekamp mellem Cary Elwes og en mand i et rottekostume, der dog er en kende mere overbevisende end den famøse bjørnebrydningsscene med Arnold Schwarzenegger i Herkules i New York (Seidelman, 1970). Netop Arnold var faktisk også førstevalget som kæmpen Fezzik i 1970’erne, da de første tanker om at gøre romanen til en film opstod. Men da filmatiseringen omsider var en realitet nogle år efter, var han blevet for stor en stjerne, og den gik til André the Giant i stedet for.

Filmen er baseret på William Goldmans roman af samme navn fra 1973. Han mente selv, at Star Wars-prinsessen Carrie Fisher ville være ideel i rollen Buttercup, men den gik som bekendt til en meget ung Robin Wright, der som altid er stoisk og smuk – men også en anelse neutral. Buttercup er en meget traditionel og lidt passiv prinsesse, og hun bliver for det meste bare trukket med rundt. Heldigvis skinner mange af bifigurerne – både Mandy Patinkin som den hævngerrige sværdmester Inigo Montoya, og i mindre roller kan nævnes Mel Smith som håndlanger-albino og Billy Crystal som småsvindleren Mirakel Max, der kan vække de døde.

The Princess Bride er både morsom, uhøjtidelig og eventyrligt underholdende og på mange måder en forløber for den fantastiske film Stardust – bare i en lidt billigere og mere 1980’er-agtig udgave. Og så lyder Mark Knopflers soundtrack nogle steder lidt som et computerspil fra 90’erne – og det er ikke et minus!