THE BAT! FLAGERMUSE-MORDEREN ER LØS!

Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: The Bat (1959)

Der var en god grund til, at Bruce Wayne brugte flagermusen som tema, da han valgte et liv som maskeret forbryderbekæmper. Dels fløj en flagermus ind af hans vindue, netop som han fik ideen med heltegerningen, dels har flagermusen altid haft en god skræmmende effekt.

Men det skyldtes også, at amerikanerne i mange år havde haft stor fornøjelse af teaterstykket The Bat, der havde premiere på Broadway i august 1920. Det blev en kæmpesucces, blev opført 867 gange, kom på turne og blev opført i London.

Plottet er simpelt, men klassisk. I et stort, gammelt hus er en skat gemt – og den leder en række grådige gæster nu efter – alt imens de hjemsøges af en mystisk morder, flagermusemorderen. Man ser kun en skrækkelig, klo-hånd dukke op bag gardiner og vægge, men det fik folk til at skrige, og The Bat dannede skole i den komiske gyser-genre på linje med den meget tilsvarende Katten og Kanariefuglen.

I teaterverdenen blev det en evergreen med nye opsætninger på Broadway i 1937 og 1953.

Men også på film blev The Bat en skelsættende succes. Stumfilmen fra 1926 er meget stemningsfuld og især imponerende på dekorations-området. Den første tonefilmudgave hed The Bat Whispers – den kom i 1931, og var kun generet af meget overgearede og skingre skuespilpræstationer og et mere uklart manuskript.

Den endegyldige version kom i 1959 – og den kan nu streames på Amazon Prime, der er en guldgrube for alle os, der leder efter noget mere obskurt.

Vincent Price er blandt deltagerne i skattejagten, hvor alle er mod alle, og ingen har ædle motiver. Det handler om at finde pengene før de andre, og ingen tør stole på hinanden. Alt imens den frygtelige, skjulte flagermusemorder dukker op overalt i huset.

Det er ikke et ægte gys, men heller ikke en overdreven komedie. The Bat er en fornøjelig blanding med klassiske Hollywood-skuespillere i fin form – ikke ligefrem naturligt spil – men engageret og på en måde, så man er klar over, at det er er gravalvorligt… og så… alligevel ikke.

Det skrækkelige flagermusermorders identitet afsløres selvfølgelig først til sidst på teatralsk maner, og man sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet taget grundigt ved næsen – med mindre man var blandt dem, der regnede den ud.

Instruktøren Crane Wilbur afsluttede sin karriere med denne film – han var ingen Hitchcock, men teksten og skuespillerne klarer opgaven for ham. Wilbur var oprindelig skuespiller, kendt for rollen som helten i den første store seriefilm, The Perils of Pauline fra 1914. Han blev også gift med en skuespiller, Lenita Lane, som han – lidt nepotistisk – gav en ret stor rolle som krimiforfatteren Cornelia van Gorders assistent. Van Gorders spilles med stor sikkerhed af den fremragende Agnes Moorehead. Hun giver, ligesom Vincent Price, filmen klasse.

Og så vil fans af de gamle komedier med Ungerne genkende Darla Hood, nu ung kvinde, men meget nem at genkende fra de gamle kortfilm