I 2003 skrev jeg denne artikel om Barbara Steele – en sand ener blandt alle skuespillere i den europæiske gyserfilm – og stadig et ikon.

Man kan sige meget om Mohammad Gadaffi, men når han i sine velmagts valgte gæster til frokost håndplukkede han dem med stil. Da Barbara Steele havde vundet en pris for sit skuespil i Tripoli tøvede han ikke. Men han var jo nok også – som så mange af os – faldet for hende allerede i de første scener i den italienske gyserklassiker »Black Sunday« fra 1960.

Hun spiller heksen Asa, der ganske retfærdigt er bundet til bålet, hvorfra hun udspyr en forbandelse over sine bødler, en forbandelse, der er filmens efterfølgende handling. Der gik ild i hendes kjole, ved en fejl, og mens regissøren kæmpede for at få den slukket råbte instruktøren Mario Bava, at de skulle for guds skyld skulle lade kameraet køre videre.

I de sekunder skabtes Barbara Steele-myten, en myte om gysets gudinde, forankret i 60’ernes vidunderlige bølge af italienske gotiske horror-film, hvor lys, lyd og dårlig eftersynkroni-sering smeltede sammen til en helt usædvanlig cocktail. I dag dukker klassikerne fra dengang op på DVD og bluray, én for én, først kom »Black Sunday«, siden en række af de andre – og dem, hvor Barbara Steele er med, topper listen. Selv de allerbilligste, som »The Ghost« fra 1963, skrevet på én dag, forberedt den næste og optaget på tre dage af den teatralsk hysteriske kamikaze-instruktør Riccardo Freda. Et skrækkeligt rodsammen af klicheer – men med Barbara Steele i så mange smukke billedkom-positioner, at man bliver hypnotiseret.

Egentlig ville hun være kunstmaler. Men tilfældet ville, at hun som 20-årig blev opdaget af en talentspejder og anbragt i et par småroller i ubetydelige engelske film. Hun blev tilmed hentet til Hollywood, men hadede stemningen og solskinnet og længtes efter sit Londons klamme regnvejr. Heldigvis så Mario Bava én af hendes biroller og hentede hende tilbage til Europa. Det var hun glad for, og mødet med den italienske filmbranche blev en åbenbaring. Filmholdene sprudlede af entusiasme og livsglæde – man spiste godt i pauserne og instruktørerne opførte sig alle som mystiske, miskendte genier. En af dem, et virkeligt geni, var Mario Bava, som hyrede hende til »Black Sunday«. Hendes stjernepræstation i den betød, at den amerikanske lavbudgets-gyserproducent Roger Corman brugte hende i sin makabre Poe-filmatisering »Brønden og Pendulet« året efter – mens Fellini gjorde hende anerkendt med en rolle i sit mesterværk »8½« i 1963.

De faldt alle i første omgang for hendes skønhed, håret, øjnenes dybde og munden med den sære lille tandfejl – i anden omgang for hendes kringlede sind, der gav liv og sjæl til roller, som ellers ville have været tomme klicheer. Man mærker det i alle de italienske gys, hun lavede – ligegyldigt hvor tåbeligt klodsede og forudsigelige, historierne er: »Manuskriptet var ulæseligt,« sagde hun om »The Ghost«, men alligevel elskede hun at lave filmen og hendes indsats er formidabel. Instruktør Freda holdt af at pine sine folk – »fire timers søvn og så igang igen,« kunne hans motto have været. Og Barbara udstod pinslerne uden at kny. Hvad blev der så af hende?

Hvorfor er Barbara Steele ikke med i det ene store mestværk efter det andet?

Måske fordi horror-genren stadig brændemærker sine udøvere i næsten samme grad som porno. Måske fordi hun officielt har trukket sig tilbage – hun er i dag 82 år gammel. Eller måske fordi hun rent faktisk ikke har en agent, man kan ringe til, og derfor kun bliver hyret, når hun møder nogen på indkøbsturen på Sunset Boulevard – det var ihvertfald sådan, Jonathan Demme fik hende til rollen som sadistisk kvindefængselsinspektør i »Caged Heat« i 1974.

Black Sunday fås i flere udgaver, bl.a. denne fra Kino

The Ghost har jeg kun fundet i ret ringe kopier, som f.eks. denne.

Men den ligger faktisk også på YouTube:

Man kan også opleve Barbara Steele i instruktøren Michael Reeves første film – The She Beast – se mere her.