Hver uge finder redaktionen en glemt eller overset perle, som vi gerne vil anbefale. Gammel eller ny. Succes eller fiasko. Bare noget, der er tilgængeligt, og som vi ikke synes, man skal gå glip af.

I denne uge: Paddington

Der er mange bjørne, jeg har haft en relation til siden min barndom: Peter Plys, Care Bears, Yogi Bear og dem fra Luftens Helte. (Nej, jeg så ikke Bamses Billedbog, den boykottede jeg i en tidlig alder, men det er en anden historie.)

Den lille brune Paddington er ikke en af dem, jeg har kendt. Så da den første live-action spillefilm med ham kom i 2014, havde jeg ingen intention om at se den. Men så begyndte jeg at høre en masse gode mennesker snakke om, hvor skæg og herlig en film, det var.

Derfor har det rumsteret i mit hoved, at den skulle ses, men det har faktisk været lidt svært, for selv om den er tilgængelige på flere streaming-tjenester, så har det kun været med dansk tale. En underlig omvendt situation af, hvad jeg oplevede med Rejsen til Amerika for nylig.

Så jeg besluttede mig for at leje den i går på Viaplay til 29 kroner, det eneste sted, jeg umiddelbart kunne finde den på originalsproget. Og heldigvis var den film hver en krone værd.

Alene til London

Den begynder med en baggrundshistorie, lavet i flimrende sort/hvid optagelser, fordi det foregår for længe siden, hvor en opdagelsesrejsende er i det mørkeste Peru. Her støder han på et bjørnepar, som han først vil til at skyde, indtil han opdager, at de er intelligente.

Efter et stykke tid forlader han dem igen, men først efter at have påvirket de noble dyr meget. Takket være ham lærer bjørnene at tale engelsk og at sætte endog meget stor pris på marmelade. De ved alverdens ting om London og drømmer om at rejse dertil, men årene går. På et tidspunkt kommer Paddington til, selv om han ikke har det navn endnu. De nu gamle bjørne er hans onkel Pastuzo og tante Lucy, og de har det dejligt i deres jungle.

Men katastrofen indtræder, der kommer et jordskælv, og kun Paddington og hans tante når at komme i sikkerhed i deres bunker. Tragisk. Hvad skal de gøre uden onklen og uden deres hjem?

Lucy tror, at London er svaret. Hun mener dog kun for ham, og hun installerer ham i en redningsbåd på en færge, mens hun selv vil tage på et hjem for gamle bjørne. Det er ret vemodigt, at lille Paddington skal alene afsted. Men han er forsynet med et væld af marmeladekrukker og sin onkels røde hat, som han fik af den opdagelsesrejsende, så han er ved godt mod.

“Vær sød at passe på denne bjørn”

Den unge bjørn ankommer til en togstation, hvor han helt naivt tror, at folk vil tage ham ind. Hans tante har skrevet en lap, der hænger om halsen på ham. ”Vær sød at passe på denne bjørn.”

Det sker dog først hen på aftenen, at familien Brown støder på ham, og selv om faren, den vrisne og kedelige Henry afviser, at de skal tage sig af bjørnen, så er hans kone Mary, der er anderledes farvestrålende og positiv, indstillet på at hjælpe Paddington – og det er hende, der giver ham hans navn, fordi han netop befinder sig på togstationen med det navn.

Paddington er høflig og velopdragen, men stadig en bjørn. Så derfor opstår en masse kaos, da han befinder sig i et engelsk rækkehus. Et toilet har han aldrig set før, og tandbørster tror han er til at rense ører med. Han opdager, at ørevoks smager forfærdeligt, mundskyllemiddel endnu værre, og så får han hovedet fanget i mellem toiletkummen og toiletsædet, da han prøver at skylle smagen væk med vandet i kummen.

Badeværelset bliver hærget, badekarret ender i køkkenet, og Henry er endnu mere uvenligt indstillet overfor bjørnen.

Mary vil dog først prøve at finde den opdagelsesrejsende, Montgomery Clyde, der i sin tid sagde, at bjørnene ville få en varm modtagelse i London. Men Paddington ved ikke, hvad han hedder, så det eneste, de har at gå efter, er hans røde hat.

Men mens Paddington og co. prøver at finde den opdagelsesrejsende, så prøver nogen at finde Paddington. Det er Millicent, en uhyggeligt koldblodig kvinde, der elsker at udstoppe dyr, og som har et særligt horn i siden på Paddington og hans æt.

Paddington er en gave

Vi finder ud af, at Henry ikke plejede at være så kedelig, i en lille flashback, hvor han og Mary ankommer til hospitalet på en motorcykel, da deres første barn er på vej. Da de kommer ud på hospitalet igen, er den sorgløse fyr forsvundet, og en ængstelig og påpasselige mand trådt i stedet, og motorcyklen er byttet ud med en beige stationcar.

Det er en sød kommentar til, hvordan det at blive far kan ændre en mand, og i sidste ende er Henry den, der har mest glæde af, at Paddington er kommet ind i familiens liv.

Der er masser af hverdagsmagi, når Paddington kommer rundt i London, godt hjulpet på vej af den visuelle del af filmen, der er lys og betagende. Paddington er virkelig godt og troværdigt lavet, og London har sjældent taget sig så indbydende ud.

Mary tager den lille bjørn med til en bekendt, der ejer en antikvitetsbutik, og han har blandt andet et elektrisk tog, der kører gennem hele butikken og kan servere te og gemmer på lækre kager i sine vogne.

Henry, der varmer op overfor Paddington, tager ham med til de opdagelsesrejsendes klub, hvor de dog bliver afvist af en emsig bibliotekar – men så tager Henry da bare dametøj og giver sig ud for at være rengøringskone. Men sikkerhedsmanden ser sig lun på ham/hende, og at se Henry, i skikkelse af Hugh Bonneville, flirte med manden, er kosteligt.

I det hele taget er der et væld af skønne skuespilpræstationer. Mary spilles med masser af sødme og begejstring af Sally Hawkins, der var hovedpersonen i sidste års The Shape of Water. Peter Capaldi, en af de bedste Dr. Who’er, er den nævenyttige nabo Mr. Curry, der dog i sidste ende har stor del af skylden for, at alt ender godt.

Millicent spilles af Nicole Kidman, og hun stikker som den eneste ud – det virker lidt som venstrehåndsarbejde fra hendes side, hvorimod alle de andre giver den alt, hvad de kan.

Ben Wishaw, der for nyligt spillede den voksne Michael Banks i Mary Poppins vender tilbage, er en sød og blid Paddington – helt vidunderligt umiddelbar og charmerende. Og på nogle måder er der lighedstegn mellem Mary Poppins og Paddington og den måde, hvorpå de begge påvirker en engelsk familie, der er groet fast i skældud og kedelige rutiner.

I øvrigt skulle det oprindeligt have været Colin Firth, der var bjørnens stemme, men selv om han sikkert havde gjort det godt, har Wishaw en lidt lysere og blødere stemme, der passer til Paddington med den milde natur.

Inspireret af en ensom tøjbamse

Paddington blev skabt i 1956 af Michael Bond, da forfatteren så en tøjbamse sidde alene på en hylde på Paddington Station i London juleaftensdag. Det affødte en historie om den lille bjørn, der ankom som en slags flygtning, hvilket var inspireret af de børn, der ankom til England i forbindelse med 2. verdenskrig.  Bogen udkom i 1958 og er en klassiker i England og mange andre steder, den er oversat til 30 sprog.

Der kom en engelsk stop-motion serie om bjørnen i 1976, en amerikansk-britisk serie i 1989, og en fransk-canadisk 2D-version i 1997.

Michael Bond døde i 2017, men han har udtalt sig rosende om denne filmversion. Paddington er naturligvis en børnefilm, men af den slags, alle aldersgruppe kan have glæde af, for den er ikke bange for alvor og de lidt grove, men morsomme scener, som da husets ældste beboer, mrs. Bird, får drukket en sikkerhedsvagt under bordet ved hjælp af to flasker sprut i slutningens redningsmission.

Filmen fik en 2’er i 2017, og til næste år kommer der en tv-serie, hvor i hvert fald Ben Wishaw stadig er tilknyttet til at lægge stemme til Paddington. Men ellers vides ikke så meget om det endnu.

Paddington, 2014

Instruktør: Paul King

Hovedroller: Ben Wishaw, Hugh Bonneville, Sally Hawkins, Nicole Kidman, Peter Capaldi med flere.

95 min.

Filmen kan lejes på originalsproget hos Viaplay, og den kan ses med dansk tale hos Filmstriben og Netflix.